Den ayurvediske kost er først og fremmest bygget op om at balancere din perosnlige dosha sammensætning.

Hvis du ikke kender til doshaerne, så vil vi anbefale dig at læse denne artikel først intro til ayurveda – så har du nemlig helst styr på, hvilke råd der er relevante for dig ❤️

Hvilke regler skal du følge?

Først vil vi igen påpege, at det er helt i orden, hvis du ikke lægger hele din kost om – og slet ikke med det samme.

Der findes ikke ret mange mennesker som lever 100% efter de ayurvediske regler, men mange bruger dem alligevel som inspiration dagligt og især når der opleves ubalance. Og her er ayurvedisk kost et godt sted at begynde.

Under alle omstændigheder er det vigtigste råd fra ayurveda, at når vi lærer at mærke efter, så vil vores kroppe naturligt guide os mod hvad vi har brug for. Husk at det mest fundamentale for ayurvedisk sundhed er, at vi er glade og har det godt.

Øv dig derfor i at mærke efter og følg din egen intuition – den lyver aldrig!

Metoder

Den ayurvediske kost er ikke fuldkommen vegetarisk, men mange praktiserende vælger alligevel at leve plantebaseret.

Det er nok svært for mange, specielt hvis der er mand/kone/børn i husstanden at tage hensyn til. Men mange af os er alligevel begyndt at introducere kødfrie dage og lækre alternativer, som gør afsavnet mindre – og det er et godt fokus i din ayurvediske praksis.

Derudover så spises der med et stort fokus på at undgå unaturlig mad. Altså mad, som har været udsat for sprøjtemidler, som ikke er økologisk eller som er forarbejdet.

Dertil kommer al mad som er decideret usund, altså slik, fast food, kage og alt i den dur, for at undgå ama. Se mod friske, sunde og naturlige ingredienser, så er du godt på sporet. 🌻

Hertil kommer et stort fokus på at få godt med vitaminer og mineraler. Her kan du holde fokus på at spise godt med grøntsager i alle regnbuens farver, spise fisk (eller fiskeolie/andre omega 3 kilder), og eventuelt andre kosttilskud, som kan være svære at hente hjem fra kosten. Mere om det senere.

Derudover er det essentielt at følge det ayurvediske ur og på den måde spise efter naturens cyklus, men også mest hensigtsmæssigt i forhold til fordøjelsen.

Det betyder morgenmad inden kl. 8, frokost kl. 12 og aftensmad kl. 17.

Sidst men ikke mindst: tyg din mad. Tyg, for søren. Det er fuldkommen essentielt for din fordøjelse 🤎

Faste

En praksis som er yderst udbredt indenfor ayurvedisk kost er faste. Fasten bruges som en rituel rensning, hvor kroppen får ro til at udskille den ophobede ama.

Fasten kan enten bruges som led i dagligdagen, ved ikke at spise noget fra sidst på eftermiddagen til den følgende formiddag, eller længere udrensinger, hvor der i stedet suppleres med enkelte fødevarer.

Filosofien bag faste er, at afholde sig fra de elementer, som ikke hjælper os til balance og sundhed. Det er vi til dels fuldstændig fortaler for. Ligesom en udrenselse blandt andre elementer, som forstyrrer vores fokus og praksis, også kan være godt. Her tænker vi på vaner, bekendtskaber, følelser osv.

Nogen har stor glæde ved det, og så er det jo dejligt! For nogen skal man dog være meget varsom med denne tilgang – da man samtidig risikere et usundt forhold til mad og sin egen fornemmelse for appetit.

Fasten er især anbefalet til at balancere Kapha, men her er der mange andre værktøjer at tage fat i. Eksempelvis kan du spise lettere eller bevæge dig mere.

Dertil er det værd at nævne, at vi i vores kultur har et stigende antal mennesker med tendenser til spiseforstyrrelse. Generelt har vi et stort fokus på kontrol af mad, kalorier og forbrænding. Det er ikke sundt. Hverken for krop eller sjæl.

Så pas godt på dig selv og lyt til din krop, lyst og behov fremfor andres praksis og regler. 🤎

Te og urter

En stor del af den traditionelle praksis er baseret på ayurvediske urter. Her kan vi til gengæld kun anbefale at du lægger et stort fokus!

Der er så meget godt at hente i vores natur og rigtig mange af de problemer vi slås med idag, kan løses med et blik i denne retning. Det er da vidunderligt!

Dermed ikke sagt at du ikke skal benytte dig af vestlig medicin, når du har brug for det. Men måske du vil have glæde af at supplere din almindelige metode med et holistisk perspektiv.

Eksempelvis kan du måske have glæde af et vandbad med kamille og drikke solhatekstrakt, hvis du bliver forkølet.

Eller du kan have glæde af en urtete med baldrian, hvis du har svært ved at falde i søvn. Imens tranebær kan være gode mod bekæmpelse af blærebetændelse.

Spis efter din dosha

En nem måde at skabe små forandringer i sin balance, er ved at spise efter sin dosha. Det vil sige, løbende at justere sin kost, med modsatte elementer, fra den dosha der skal bringes i skak.

Eksempelvis kan man i en periode opleve, at kapha energien får overtaget utilsigtet. Kapha er styret af jord og vand, med sin tunge, varme og langsomme stil. Derfor kan det være klogt at bringe ild eller luft i spil, gennem eksempelvis rå, let eller krydret mad.

Er du derimod udpræget pitta, vil du nemt koge over med for stærk mad og bør se mod kølende retter. Er du udpræget vata, kan luftelementet nemt få dig på afveje, og derfor vil det være klogt med groundende mad funderet i jord. Dette kunne eksempelvis være en lækker simreret. 🥘

Disse udsving kan ske, når noget i os ændrer sig. For eksempel kan du måske føle dig fuld af pitta, når du går igennem en nyforelskelse. Men vi påvirkes også af elementer udefra, eksempelvis bliver vi alle en anelse mere hygge-orienterede, når vinteren gør sit indtog.

Disse skift sker både over tid og i små, daglige udslag.

Som udgangspunkt bør du altid spise efter at bringe din naturligt mest dominerende dosha i balance, men dette kan variere kraftigt og derfor bør din kost også tilpasses løbende.

Nedenfor kan du læse om konkrete fødevare, som kan bruges til at balancere de specifikke doshaer.

Elementerne i mad

Ligesom doshaerne, er vores sanser også forbundet med de ayurvediske elementer. Ligeledes er forskellige smage og råvarer styret af elementerne.

Som hovedregel siger ayurveda, at modsætninger balancerer. Det betyder, at når vi har for meget af én egenskab, så skal vi tilføre det modsatte. Tænk fast/luftig, tør/våd, kold/varm, let/tung.

Det er god rettesnor, som du kan tage udgangspunkt i, uden at dykke ned i hvert enkelt fødevare. Tag udgangspunkt i hvordan du føler dig – og hvordan din mave/afføring har det – og tilsæt lidt af det modsatte. ✨

Vata

Vatas elementer er luft og æter (rum). I balance betyder det, at vataen er frisk, har meget energi og let tilpasser sig sine omgivelser. Tænk på luften omkring os – dette er også vata. Se hvor let, den bevæger sig og hvor meget frisk energi, den kan tilbyde.

Til gengæld vil du nok også lægge mærke til, at luft er svært at fastholde. Det er ikke håndgribeligt og det er “tørt”. Ligeledes kan en vata i ubalance blive for flyvsk, for tør og for let blive skubbet ud af kurs.

Her er der altså rigtig god til at se på, hvordan vi kan få lidt jordforbindelse tilbage. Og det gør vi sjovt nok.. med jord 🤪🌾

Desuden kan vi hive fat i de resterende elementer vand og ild, hvis der er behov for det. Typisk vil en udpræget vata have fordøjelsesproblemer, såsom hård/træg mave og forstoppelse, hvor disse elementer er essentielle for at komme tilbage på sporet.

Her er det desuden en rigtig god idé at holde sig til det ayurvediske urs retninglinjer for hvornår du bør spise, da din fordøjelse har de bedste forudsætninger her.

Desuden er det en god idé at komme på toilettet hver dag (gerne morgen), så der ikke ophobes ama i kroppen 💩

Kost til at bringe vata i balance

Hvis Vata skal balanceres er det en god idé at fokusere på varm mad, gerne med masser af olie og krydderier. Ligeledes er det en rigtig god idé at indføre urtete. Undgå kold, tør og fersk mad samt bitre smage.

  • Protein: Kylling, fisk, tofu, seafood
  • Nødder/frø: Alle
  • Mælkeprodukter: Alle (ikke is, frozen yoghurt osv)
  • Frugter: Modne, søde frugter såsom banan, mango, melon.
  • Grøntsager: Avocado, sweet potato, rødbeder, løg, gulerødder (ikke rå).
  • Korn: Hvede, havre, ris, quinoa
  • Bælgfrugter: Kikærter, linser, mung-bønner
  • Krydderier: kardemome, ingefær, kommen, peber

Undgå:

  • Rødt kød
  • Tørrede frugter
  • Bitre krydderier

Pitta

Pitta er styret af ild (og lidt vand). Typisk er mennesker med udpræget pitta dosha skarpe, målrettede og gennemborende. Ilden er en drivkraft, som kan forvandle og skabe på fantastisk vis, men ude af kontrol kan den virke destruktiv og ødelæggende.

Pitta er samtidig den dosha som styrer fordøjelsen hos alle mennesker. Derfor vil folk med udpræget pita ofte have en meget god forbrænding og stærk appetit. De har svært ved at springe måltider over og sult og temperament hænger uløseligt sammen.

Derfor er der ingen skam i at indføre lidt ekstra mellemmåltider, hvis din pitta dominerer. Sørg blot for, at disse indeholder modsatrettede elementer (koldt, tørt, tungt). 🍃

Når pitta typer kommer i ubalance, viser dette sig ofte i deres temperament, men fysisk kan det ligeledes komme til udtryk ved øget inflammation, halsbrand, mavesyre eller hedeture. Fordøjelsen kan også virke “for kraftigt” og dermed give løs mave.

Hav fokus på at nedbringe den indre ild, med fødevarer af modsatte kvaliteter – tænk koldt, tørt og tungt. Undgå stærke krydderier og stærk mad, spis fiberrigt og drik rigeligt med vand.

Kost til at bringe pitta i balance

Hvis pitta skal balanceres, så skal der først og fremmest fokus på at nedbringe inflammation. Tænk rå, kølig, luftig/tør og frisk mad ind, imens der bør styres udenom meget krydret mad. Undgå især kraftigt saltet mad og sure smage.

  • Protein: Kylling, æggehvider, kalkun, fisk
  • Nødder/frø: græskarkerner, kokosnød, solsikkekerner
  • Mælkeprodukter: mælk, ost, is, smør
  • Frugter: søde frugter, herunder papaya, mango, bær, bananer, melon, kokos, dadler, figner
  • Grøntsager: grønne grøntsager, græskar, kartofler, kål, svampe
  • Korn: hvede, ris, spelt, havre
  • Bælgfrugter: soja bønner, linser, mung bønner, tofu
  • Krydderier: kamille, koriander, dild, mynte, safran

Undgå:

  • Chili
  • syrnede mælkeprodukter
  • sure frugter
  • salt
  • rødt kød

Kapha

Kapha (udtales kaffa), er styret af elementerne vand og jord. Kapha er synonym med stabilitet, begge-ben-på-jorden og trofasthed. Der er helt ro på her – og det gælder også i maveregionen.

Udprægede kapha-typer omsætter langsomt mad, og derfor skal der gerne introduceres lette måltider – gerne tilsat lidt ild, som kan få systemet i gang.

Tænk på en stor sten her, der kan være lidt vanskeligt at sætte den igang, men når den først ruller, så buldrer den igennem!

En kapha har generelt svært ved forandring. Det betyder, at de kan have tendens til at holde fast på ting, længere en gavnligt.

Dette gælder også deres vægt og uønsket ama (affaldsstoffer). Dette skaber let en ond spiral med endnu mere tung energi, som kan få kaphaen ud i depression og mørke tanker.

I og med at kaphas kvaliteter er våd og tung, må vi introducere det modsatte. Tænk tør, varm og let! ☀️ Måltiderne skal helst holdes relativt få og gerne indtages i følge det ayurvediske ur, når tarmsystemet er bedst gearet. Altså et stort måltid midt på dagen og en let aftensmad så tidligt som muligt.

Undgå fede, søde og tunge madvarer – og spis kun når du er sulten. Drik meget gerne rigeligt med varmt vand/te.

Kost til at bringe kapha i balance

  • Protein: Fisk, æg, kanin, kylling.
  • Nødder/frø: chiafrø, græskarkerner, solsikkefrø.
  • Mælkeprodukter: Gedemælk/ost, yoghurt.
  • Frugter: Bær, citroner, granatæble, æbler.
  • Grøntsager: Alle. Især asparges, radisser, kartofler, champignon og salat.
  • Korn: rug, havre, byg, basmati ris, majs.
  • Bælgfrugter: Røde linser, tofu, mung-bønner.
  • Krydderier: Gurkemeje, ingefær, peber, kanel, oregano. Alle krydderier undtagen (salt) er gode for Kapha, så hold dig ikke tilbage!

Undgå:

  • Rødt kød
  • Sødestoffer
  • Saltede nødder
  • Olivenolie
  • For meget salt.

Generelt om ayurvedisk kost

Dosha kost kan være lidt svært at navigere i, med så mange påbud og regler. Og dertil kommer de mange skiftende dosha indflydelser.

Husk at du selv bedst kan mærke hvad du har brug for – øv dig i at mærke efter, fremfor at teste dig frem til et regelsæt. Vær opmærksom på den skiftende energi i dig og på hvilke ydre indflydelser, der påvirker din dosha.

Du kan bruge ayurvedaen og den ayurvediske kost som inspiration til hvordan du balancerer dette. Der er mange gode fokuspunkter og idéer til, hvad vi stiller op, når vi mærker en uønsket energi tage over – men husk at have din egen intuition og mavefornemmelse med hele vejen.

Hvis du har lyst til at læse om øvrige måder at forbedre din sundhed ayurvedisk på, kan du læse mere i indlægget om ojas, tejas og prana her.

Bon appetit og god balance. 😌🌱